Forretninger kommer og går - nogle eksisterer i mange år, andre kun kortvarigt! Én af dem, der har eksisteret i rigtig mange år, er Kagekassen på Holbækvej 339 i Knabstrup. Præcis hvornår den er startet, vides ikke, men billedet oven for stammer fra begyndelsen af 1920’erne.
Indehaveren Emma K. Hansen står med de ansatte på trappestenen til sit bageri og conditori. Af facaden fremgår, at der – udover brød og kager – sælges konfekture (slik og andre søde sager) samt Premiere Flødeis. Der er også en reklame for Reichardt Kakao og Chokolade samt et udhængsskab, hvorfra der forhandles cigaretter.
Gennem årene har Kagekassen naturligt nok haft flere indehavere. Den har også skiftet udseende, idet man i 1972 rev den gamle ejendom ned og byggede en helt ny på næsten samme sted.
I henved 100 år er der blevet solgt brød, kager og andre lækkerier til beboerne i Knabstrup fra forretningen på Holbækvej 339. Den har altid været en vigtig del af byens forretningsliv – og er det stadig i dag, hvor der ikke er ret mange andre forretninger tilbage i byen.